Ingen gevinst ved at erstatte Helligdage med Helle–dage

Arbejd lidt mere!

Vi skal alle arbejde lidt mere, siger Helle Thorning og regeringen. Før valget skulle vi alle arbejde en time mere om ugen. Nu forlyder det fra hemmelige hulemøder mellem regeringen og fagbevægelsen, at Helles ønske om at vi skal arbejde lidt mere, skal ske ved at afskaffe to eller flere helligdage.

Uanset om vi skal arbejde en time mere om ugen eller om vi skal ændre helligdagene til Helles nye arbejdsdage, så bliver resultatet med det nuværende overskud af arbejdskraft til flere arbejdsløse.

Hvem vil arbejde uden løn?

Jeg formoder ikke, at nogen vil arbejde mere uden at få betaling for det? Det gælder både produktionsarbejderne såvel som folkeskolelærerne og sygeplejerskerne?

Så frem alle skal arbejde mere, får det den konsekvens, at der bliver medarbejdere i overskud, da færre ansatte med flere arbejdsdage kan udføre det samme arbejde. Konsekvensen af Helles nye arbejdsdage må derfor være, at der skal fyres flere medarbejdere.

Kommer der ikke flere ordre til de danske virksomheder eller flere resurser til f.eks. folkeskolen udløser Helle Thornings ekstra arbejdsdage heller ikke flere muligheder.

8. lektion er ledig

Tag nu bare folkeskolen som et eksempel. I rammeaftalen med skolerne står der, at man må undervise frem til 8. lektion. Rammen for at levere vejledende timetal er derfor allerede til stede med de nuværende antal arbejdsdage i skoleåret. Virkeligheden er, at mange skoler flere steder i kommunerne underviser efter minimumstimetallet. Det skyldes, at man inden for den angivne ramme pga. den stramme økonomi ikke har råd til at fylde skemaet ud.

Flere arbejdsdage vil altså ikke skabe bedre muligheder for at opfylde vejledende timetal, da den økonomiske ramme stadig er den samme.

365 arbejdsdage?

Det, vi får ud af Helles plan om at ændre helligdage til Helle-dage er, flere arbejdsløse og at flere af vores 365 dage om året vil ligne hinanden. Forslaget er også et angreb på vores traditioner og kristne kulturarv ligesom at vi også kommer til at miste frirum med familien.

Og endelig… hvorfor er det vores helligdage, som skal afskaffes og ikke for eksempel 1. maj? Kan det tænkes, at det skyldes at netop denne dag er ”hellig” for Helles bagland i fagbevægelsen.

Skal 1. maj være vores eneste “helligdag”?

Forslaget om at skære i vores helligdag, rejser en værdipolitisk debat om vores historie, danske traditioner og kristne kulturarv.

Det er klart, at det vil have en fundamental betydning for vores traditioner fremover, hvis vi ”streger” f.eks. Skærtorsdag, Store Bededag og 2. pinsedag.
Den nuværende S-R-SF regering har siden den tiltrådte ikke bestilt meget andet end at nedbryde vores værdier og traditioner. Det gør ondt i mig at se, at familien som samlingspunkt langsom bliver udvisket og ikke længere betragtes som noget særligt.

Alle dage skal være ens.

Hvad enten det er mandag, fredag eller søndag. Helligdage skal ikke længere fejres og slet ikke sammen med familien. De skal jo på arbejde og være der lidt længere.
Den eneste dag den nuværende regering værner om, er kampdagen 1. maj.
Familien betragter jeg som vores vigtigste fællesskab. Det er heri vores liv starter og herfra vores sociale forståelse for andre mennesker begynder. Det er herfra vores liv tager udgangspunkt. Det er ved højtiderne, at vi samles i familien. Ud med de varme hveder og ind med 1. maj, synes parolen at være.
Heller ikke ægteskabet får meget opbakning fra den nuværende regering.

Er der gnidninger, så træk et nummer i køen og du kan nu blive skilt på rekord tid.
Det er sørgeligt at se på, hvordan den nye regering med magt langsomt nedbryder vores fælles værdier.
Jeg har oplevet i folkeskolen, på VUC og andre steder, at elever og kursister nysgerrigt spørger ind til vores traditioner, helligdage og værdier, netop fordi de ønsker at vide mere om den kultur og historie, de er en del af. Det er i den dialog, at vi får husket hinanden på, hvad det er for et fællesskab, vi har her i Danmark og hvad det er, der binder os sammen.

Motivet?
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad motivet er for denne samfunds nedbrydning. Er det virkelig behovet for at gøre noget helt radikalt, der er på årsagen? Eller er det muligheden for at fjerne fokus fra de mange brudte valgløfter?

Kampen for Børnene

Det er så frygteligt, at avisen er nød til at bringe indlægget om Hanne Pedersen, der blev misbrugt af sin stedfar for at få os politikere, skole- og institutionsleder og ikke mindst hinanden til at erkende, at der et område, hvor vi ikke har slået til. Overgreb på børn er så tabubelagt, at vi hellere kigger den anden vej end at tale om det.

Og jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg skulle bruge lang tid på at samle mig, inden jeg gik i gang med at læse artiklen. Flere steder påvirkede hendes historie mig så meget, at der var brudstykker jeg sprang over af hendes fortælling, fordi jeg simpelthen fik det fysisk ubehageligt.

 Og det er måske netop det, der er problemet med denne debat. At vi ikke kan holde ud, at der sker så frygtelige ting i vores samfund, at vi hellere kigger den anden vej.

I den seneste tid har jeg forsøgt at sætte mig ind i problematikken. At børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb, må leve med overgrebene i flere år, fordi ingen ”tør” eller ved hvordan de skal stille det rigtige spørgsmål”, så tingene kommer frem i lyset.

Og det skammer jeg mig over. Ikke mindst, fordi jeg selv sidder i børne- og ungdomsudvalget og endnu ikke selv er lykkedes med at få bekæmpelse af seksuelle overgreb på vores børn på dagsorden.

 Mit ønske er, at alle institutioner, foreninger med flere der har med børn at gøre, har en strategi på området på sammen måde, som man har det omkring mobning, sorgbearbejdning, alkohol problematikker mm.

I mellem tiden har jeg sammen med Charlotte Fog dannet en frivillig arbejsgruppe, der hedder: ”Kampen for børnene”. En gruppe, der er meget aktiv på Facebook og er i løbende dialog med Børns Vilkår, Børnerådet, Unicef, Socialministeret og andre interesanter. Målet med vores arbejde er at lave en landsdækkende kampagne målrettet børnene. Vi vil gøre op med det tabu, der er og give de voksne omkring børnene mulighed for at give de børn, der er udsat for overgreb stikordet til at fortælle den frygtelige hemmelighed, de bærer rundt på.

Den professionelle tvivl

Mange lærere og pædagoger er meget bange for at sætte ord på en mistanke om seksuelle overgreb, som kun beror på en fornemmelse. Desværre viser det sig ofte, at netop disse fornemmelser er rigtige. Og havde man haft den rette viden på området, ville man også have været i stand til at spotte de ubeviste signaler børnene sender til os om, at noget er helt galt. Faktisk er det netop, de signaler vi ubevist hæfter os ved, som også giver os mistanken. Men angsten for, hvordan en sådan ”anklage” vil blive modtaget af forældrene, bremser os.

Statistisk ved vi, at der sidder to børn i hver klasse, som bliver udsat for seksuelt misbrug. På Børnsvilkår hjemmeside står følgende: …”10 procent af alle børn og unge bliver udsat for overgreb på et eller andet tidspunkt. Her af er 3 % alvorlige overgreb, der oven i købet finder sted, før barnet er 12 år”…

Toppen af isbjerget

Sagen i Brønderslev er altså kun toppen af isbjerget. Dette eksempel er så grelt, at vi alle hurtig kan blive enige om, at nogen burde have grebet ind på et tidligere tidspunkt og ofte har vi især lærere og pædagogerne i tankerne. Det er dem der omgås børnene hver dag. De burde eller bør opdage den slags overgreb.

”Den professionelle tvivl” fra december 2010 er Servicestyrelsen vejledningsmateriale til, hvordan lærere, pædagogerne m.fl. skal forholde sig, når der er mistanke om overgreb. Et faghæfte, der informerer om den kompleksitet, der er mellem barn og krænker. Alle undrer vi os over, hvorfor siger barnet ikke bare noget?

Hæftet afdækker nogle af de symptomer et barn sender, som klæder det pædagogiske personale bedre på til at spotte overgreb.

Materialet er godt, problemet er bare, at det er de færreste skoler og institutioner, som kender til materialet ”Den professionelle tvivl”.

Definition af overgreb

I den sammenhæng er det også vigtigt, at vi får defineret, hvad vi i dag som samfund forstår ved et seksuelt overgreb. For er det et overgreb at få et klap bag i, eller hvor går grænsen?

Seksuelle overgreb på børn er et tabu, som jeg mener, vi er nød til at forholde os til. Vi skal rundt på de enkelte institutioner, skoler og hvor der er børn og have taget hul på dette emne for at sætte en stopper for overgreb. Det skal stoppes inden det går ud over vores børn og første skridt er at turde tale om det.

Fars Food i Ligestillingens navn!

Fars Food hver onsdag er en hel fantastisk ide, som Niels Bugges Kro har fundet på. I ligestillingens navn må jeg sige, at farmand (Poul) her gør det rigtig godt, når han står i køkkenet. Og som tilflytter til Viborg fra København glædes jeg også over at se, hvordan kønspolitik helt naturligt og af sig selv lykkes uden stram lovgivning. Her er værtsparet Poul og Gitte på Niels Bugges Kro bestemt på forkant med kønspolitikken.

Når man som jeg er enlig mor til to og med en kalender, der ofte er helt booket op, er det en befrielse at finde så hyggeligt et spisested med så lækre råvarer, som man ikke får dårlig samvittighed over at byde sine børn, og som samtidig er til at betale.

Billigt

Aftenens menu, der er forskellig uge efter uge, bestod denne aften af en kæmpe paneret friskfanget rødspætte med kartofler og smørsovs til. Prisen var 80 kr. pr. voksen og halv pris pr. barn. En kvalitet, pris og tidshorisont som jeg på en travl dag ikke ville kunne konkurrere med selv.

Bordet skal du selv dække

Selve konceptet er sjovt. Vi kom præcis kl. 17.00, da køkkenet åbnede og havde reserveret plads. Det var godt, for allerede da vi kom, sad der andre gæster. Og i løbet af kort tid var der fyldt op ved bordene. En lille finurlighed i hele konceptet er, at man selv dækker bord og henter sine drikkevare. Der er intet spisekort. Tjeneren kommer uden bestilling nærmest ubemærket ind med det antal rødspætter, man er og tilsvarende kartofler og smørsovs.

Ret nem affære en aften, hvor man normalt også er lidt træt. Min datter og jeg fik en rar og hyggelig spisestund, hvor vi havde tid til at tale om dagens oplevelser. Fars Food måtte derfor gerne for min skyld spænde over flere aftner, da jeg faktisk synes, det klæder farmand at lave mad, og at han gør det godt.

Svækket makulinitet

Hele tankesættet om, at hans maskulinitet skulle blive svækket eller truet, er ikke aktuelt. Vores ligestillingsminister Lykke Friis har i øvrigt med sit mandepanel, hvor viborgenseren Sigurd Barrett faktisk er medlem, understreget, at vi skal lytte til mændene og høre, hvad de har at byde ind med for ikke at fastholde os som mennesker i kedelige kønsroller.

På Niels Bugges Kro er det klar tale, her er det Fars Food hver onsdag. Jeg håber, at min ”kommende mand” vil tilslutte sig og måske ved ros og anerkendelse kaste sig over madlavningen alle ugens 7 dage. Det vil ikke være svært at overgå mig på den konto, og så ville jeg i stedet fortsætte det, jeg er bedre til end ham og som interessere mig nemlig bestyrelsesarbejde og tøjvask.

Årets pressefoto

Utilpassede unge handler i bund og grund om manglende forældreansvar og en manglende forebyggelsesstrategi i en kommune, der er vidensbaseret. Alt for ofte i det kommunale system støder man på fagpersoner, der agerer efter, hvad de synes i stedet for det, der virker!

Det illustrerer årets pressebillede af Lars Løkke Rasmussen og en gruppe unge med anden etnisk baggrund end dansk med alt tydelighed. Billedet illustrerer også en gruppe unge, hvor deres forældre ikke har løftet forældreansvaret.

Bekymrende ungdomsadfærd

På billedet er det unge mørkhårede drenge. For 30 år tilbage havde de alle grønjakker på og hang ved stationerne. Det bemærkelsesværdige er, at billedet netop er fra Hundige, idet det netop ikke er første gang, at området står med en problematik omhandlende utilpassede unge, som får pressens bevågenhed. Interessant er det, at da det var grønjakkerne, der hang ved stationerne, var der ingen, der talte om mislykket integration, her talte man i stedet om en bekymrende ungdomsadfærd.

På trods af at der er over 30 år mellem de to grupper unge, har man i kommunen eller kommunerne generelt stadig ikke en forebyggelsesstrategi, der virker. Grunden er, at vi ikke har fået ordentlig fat i dem, der har ansvaret – nemlig forældrene.

Det er ikke rimeligt at fastholde talen om mislykket integration som undskyldning her. Integrationsfeltet er meget kompleks, og mit spørgsmål er, er der overhovedet nogen, der har svaret på, hvornår et menneske med anden etnisk baggrund end dansk, er integreret nok? [more]

Søren Pind bruger begrebet assimilation. Og her er jeg ret sikker på, at han ikke mener, at vi alle skal ligne ham eller hr. og fru Jensen. Der skal være plads til forskelligheder. Det, vi skal huske her, er nemlig, at hvor grønjakkerne og deres forældre tidligere repræsenterede laveste fællesnævner i vores samfund, er der sket en forskydning. Nu er det i stedet de svageste af de familier, vi har i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk, der repræsentere denne gruppe.

Forældreansvar

Kernen er derfor stadig forældrene. Det er deres børn. Og dem skal vi i dialog med. Det kan vi ikke, når de ikke taler dansk. Hvorfor det er helt rimeligt at kræve assimilation. Vi skal lovgive om et bestemt niveau i forhold til at kunne tale dansk. Herefter kan vi så begynde at kommunikere og i fællesskab formidle den viden, vi har om netop forebyggelse og konstruktiv håndtering af forældreansvar. Lad os forholde os til virkeligheden som den er, og ikke gøre den mere vanskelig end nødvendig. En indsats, der omhandler forældreansvar, er alt andet lige noget mere konkret at forholde sig til end et diffust og kompleks emne som ”mislykket integration”.

Ligestilling er ligegyldigt

Far, mor og barn

Denne vinkel på ligestillingsdebatten finder jeg interessant. Ikke at ligestilling er ligegyldig, men at vi i Danmark er nået så langt med vores ligestilling, at det er tid til at sadle om og invitere mændene indenfor og med i diskussionerne, som tidligere kun har været forbeholdt kvinder. For det er sandt; kvinder, der diskuterer med kvinder i forhold til mænd, fastholder samfundsdebatten i fortiden.

Statsamtet har knækket koden

Og hvorfor er det ikke hensigtsmæssigt? Jo fordi vores samfund gerne vil kvinder, fordi kønnene har brug for hinanden, og fordi vi har lige muligheder her i Danmark. Der, hvor vi ser det tydeligst, er ironisk nok ved skilsmissesager. Her dømmer statsforvaltningen efter, hvad der er bedst for børnene, og det er en 7/7 ordning. Begge forældre er som udgangspunkt i Danmark i stand til at varetage deres forældrerolle.
Derfor mener jeg også, at vi i fremtiden skal fortsætte med at satse på begge forældre og ikke krampagtigt kun satse på moderen. At fortsætte mødregrupperne er diskriminerende overfor mændene, og en bjørnetjeneste kvinderne begår mod sig selv. Her bør vi i stedet tale forældregrupper. Det nytter ikke at tale kvindekamp den ene dag om året, for så resten af året at droppe alt, hvad der hedder søstersolidaritet, hvor misundelse og jalousi hersker, og hvor vi ikke er bedre end, at vi snupper hinandens mænd. Fastholder vi os selv i et 70’er vrangbillede, forstår jeg godt, når mændene hovedrystende beder os om at spise en tudekiks mere.

Heller ikke i erhvervslivet mener jeg, at det er relevant at tale om kvindekamp. En virksomhed, hvor overlevelse, konkurrenceevne og stærk økonomi er alt afgørende, ville skyde sig selv i foden, hvis den valgte den dygtigste medarbejder fra til en jobsamtale, fordi hun var kvinde. Det hører fortiden til. Et langt større problem er faktisk, at mændene er fraværende på de lange, videregående uddannelser. Om en topleder er mand eller kvinde er underordnet, medarbejderstaben spiller lige så stor en rolle som lederen for, om der sker den ønskede synergieffekt.

Prostitution er en væsentlig vinkel på en skævvridning mellem kønnene. Dog skal vi huske, at disse kvinder ikke er repræsentative for kvindekønnet. Her er tale om ofre, der mere har brug for krisehjælp end kvindekamp. Jeg tager afstand fra prostitution, men at lade denne debat være det eneste motiv for at forsætte Kvindernes Kamp Dag er for spinkelt et grundlag ikke mindst, når vi ikke inviterer kunderne i butikken med!

Religionsdebatten

Et sidste kort på hånden her kunne være religionsdebatten. Konflikten er, at den i udpræget grad omhandler kvinder fra andre nationer og den problemstilling, som de står i. Det sted i ligestillingsdebatten, hvor vi befinder os, og hvor kønnene taler i øjenhøjde, må religion være et samfundspolitisk og ikke et kønspolitisk debatområde.

Jeg mener, at vi ved at invitere mændene med gør noget større. I Danmark skal vores værdidebat afspejle, hvor langt vi er nået i Danmark. Mændene vil rigtig gerne. De vil gerne støtte deres koner i deres karriere, de vil gerne tage barselen og de vil også tages alvorligt som køn. De vil blot have lov til at gøre det på deres måde, og her er det springende punkt, er vi kvinder parate til at acceptere det?